Det viser direkte tv-billeder fra stedet.
Her ventes en dommer at præsentere ham for i alt 37 anklager relateret til hans håndtering af en række fortrolige dokumenter om USA’s nationale sikkerhed.
Anklagerne tæller en række brud på spionageloven. Det skyldes, at Trump opbevarede hundredvis af hemmeligstemplede dokumenter i sin bolig i den eksklusive golfklub Mar-a-Lago.
Dermed har han begået flere brud på bestemmelserne om hemmelige dokumenter, mener den særlige anklager i sagen, Jack Smith.
En kilde ved domstolen siger til nyhedsbureauet AFP, at Trump vil blive registreret på lige fod med andre, der er anklaget for at have brudt loven.
Både ekspræsidenten og en af hans medarbejdere, Walt Nauta, der ligeledes er anklaget i sagen, er formelt set blevet anholdt forud for retsmødet. Det meddeler en embedsmand ved retten ifølge Reuters.
De ventes dog at få lov at forblive på fri fod, indtil sagen kommer for retten.
Trump vil få taget fingeraftryk, og et foto af ham vil blive gemt i domstolens sagsmappe. Det vil dog ikke blive offentliggjort.
Retsmødet foregår uden fotografer og tv-kameraer.
Trump har på forhånd sagt, at han vil erklære sig ikke skyldig i alle anklager.
Det er anden gang i løbet af få måneder, at Trump er i retten. I april mødte han frem i retten i New York i forbindelse med anklager om betaling af penge til en pornoskuespiller – Stormy Daniels – til gengæld for, at hun holdt mund om en påstået affære mellem dem.
Inden han tirsdag ved 13.30-tiden lokal tid – omkring klokken 19.30 dansk tid – begav sig ud på den 25 minutter lange køretur til Miami fra sin golfklub Doral, skrev han flere beskeder på sit sociale medie, Truth Social.
Her fastholder han sin uskyld og hævder, at der er tale om en “heksejagt”.
– En af de mest sørgelige dage i vort lands historie. Vi er en nation i forfald, lyder det i en af beskederne.
I en anden besked betegner han anklageren i sagen, Jack Smith, som en “bølle” og en “tosse”.
Når sagen går i gang, ventes der at være en del fokus på dommeren, Aileen Cannon. Hun er en af de mange dommere, Trump selv udpegede i løbet af sine fire år som præsident.
Hun er tidligere blevet kritiseret for at have afsagt kendelser, der var til den tidligere præsidents fordel.
Det er dog en anden dommer, Trump skal stå over for ved tirsdagens retsmøde i Miami.
Tusindvis af Trump-tilhængere er samlet i området omkring retsbygningen for at vise deres støtte til ham. Et stort antal betjente er sat ind for at sørge for sikkerheden.
Umiddelbart efter Trumps ankomst til retsbygning sagde Miamis borgmester, Francis Suarez, at der ikke havde været problemer med demonstranterne.
/ritzau/
Andre læser også