AVIZ

Psykologer klar til at hjælpe børnehave efter fund i Field’s-sag

Fields-sagen begynder i Københavns Byret
Fields-sagen begynder i Københavns Byret (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Det oplyser Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune i en pressemeddelelse mandag.

– Børne- og Ungdomsforvaltningen var inden dagens retsmøde informeret af Københavns Politi om dagtilbuddets rolle i Field’s-sagen, og institutionens medarbejdere, forældreråd og forældre er i dag indkaldt til informationsmøder om sagen, skriver kommunen.

Det oplyses videre, at der er indkaldt vikarer mandag til at tage sig af børnene.

Ved en ransagning hos den 23-årig Fields-skytte, som fandt sted efter det dødelige skyderi i storcentret sidste år i juli, fandt politiet en række håndskrevne A4-ark omhandlende børnehaven.

Det fortalte specialanklager Søren Harbo mandag i Københavns Byret, hvor retssagen mod den 23-årige mandag er gået i gang.

Et af dem var revet i stykker og lå i lejligheden. Men politiets efterforskere har stykket stumperne sammen og renskrevet dem.

På papiret stod blandt andet: “Find den nemmeste måde at komme ind i Sandslottet på”.

På mandens telefon fandt politiet blandt andet et billede af børnehaven Sandslottet taget fra mandens altan.

Der er ikke rejst tiltale mod manden om planer om angreb på børnehaven.

Majbrit Møller er leder af den klynge dagtilbud, som Sandslottet er en del af. Hun siger i pressemeddelelsen, at hun er “dybt berørt af denne alvorlige situation”.

– Det er ikke rart at tænke på konsekvensen af den handling som blev planlagt, siger hun ifølge Københavns Kommune.

– Men jeg ved jo også, at det her handler om én person – og den mand kommer ikke ud og har derfor ikke mulighed for at gøre alvor af det.

Sagen behandles over en række dage i løbet af juni og ventes afgjort 5. juli.

/ritzau/

Andre læser også