Søndag talte deres far og flere fra redningsholdet med pressen. Her fortalte faren, Manuel Miller Ranoque, at moren døde fire dage efter, at det fly, hende og børnene var om bord på, styrtede ned i junglen.
– En ting, som (13-årige Lesley, red.) har opklaret for mig, er, at hendes mor faktisk var i live i fire dage, fortalte Manuel Miller Ranoque.
– Inden hun døde, fortalte moren dem, “I skal komme ud herfra. I kommer til at se, hvilken type mand jeres far er, og han kommer til at vise jer den samme slags kærlighed, som jeg har vist jer, gengav faren.
Fredag aften annoncerede præsidenten i Colombia, Gustavo Petro, at de fire børn var blevet fundet i live.
Efter at have vandret i mere end en måned, blev børnene reddet. Søndag var de stadigvæk ved at komme sig på et hospital i landets hovedstad, Bogota.
Børnene er 13, 9, 5 og 1 år.
Også personer fra redningsholdet har udtalt sig til pressen.
– Den ældste datter, Lesly, kom med den lille i sine arme løbende mod mig, siger Nicolas Ordonez Gomes, der var en del af redningsholdet.
– En af de to drenge lå ned. Han rejste sig og sagde til mig; “min mor er død”, fortæller Gomes.
De fire børn, der er fra Colombias oprindelige befolkning, blev fundet fem kilometer fra det sted, hvor flyet var styrtet ned.
Deres fly, et Cessna 206 propelfly, styrtede ned i regionen Caquetá 1. maj. Børnenes mor, piloten og en indfødt leder døde i styrtet.
/ritzau/AFP
Andre læser også