AVIZ

Cigaretskod antændte mindre brand i Nykøbing Falster

Rygning - forskellige situationer
Rygning - forskellige situationer (Emil Helms/Ritzau Scanpix)

Det oplyser Brian Midjord Petersen, som er indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen, til Folketidende.

Branden opstod, efter at en bilist smed et cigaretskod ud af vinduet.

Skoddet antændte flammer i et stykke græs og pollen.

To kvinder, som ventede på en bus i nærheden, forsøgte at stampe flammerne ud – men uden held.

– Det kan de ikke på grund af vinden, der fører gløderne videre til det næste stykke og igen videre til det næste stykke, forklarer Brian Midjord Petersen til Folketidende.

Brandvæsenet blev tilkaldt og fik slukket branden i løbet af et kvarter. Ifølge indsatslederen var den ikke så stor, men meget tæt på buske.

Også tidligere på ugen måtte Lolland-Falster Brandvæsen rykke ud til en brand i samme område.

I den forbindelse anbefalede Brian Midjord Petersen, at man tænker sig om, inden man kaster cigaretter ud af vinduet.

Der er nemlig meget tørt i Danmark, og derfor er der øget risiko for brand.

I det meste af Danmark er brandfaren høj. Det fremgår af Beredskabsstyrelsens brandfareindeks lørdag eftermiddag.

I nogle dele af landet er den meget høj. Det gælder blandt andet på Bornholm, hvor man har indført et afbrændingsforbud. Det betyder, at det ikke er tilladt at bruge apparater, der fungerer ved forbrænding – herunder svejseaggregater, ukrudtsbrændere og terrassevarmere.

Også i Odense, Nordsjælland, hovedstadsområdet, Nordjylland og Læsø er brandfaren meget høj lørdag eftermiddag.

Der er dog ikke blevet indført afbrændingsforbud i disse områder.

Siden den 24. maj er der ikke faldet regn i Danmark. Det er den længste tørkeperiode siden 2008.

/ritzau/

Andre læser også