AVIZ

Norsk kvinde vil slå rekord på de 14 højeste bjergtoppe

NEPAL-NORWAY-MOUNTAINEERING-GENDER
NEPAL-NORWAY-MOUNTAINEERING-GENDER (Bikash Karki/Ritzau Scanpix)

Det er hendes niende bjergbestigning på 45 dage i et forsøg på at blive den hurtigste til at bestige verdens 14 højeste tinder på kun tre måneder.

Kristin Harila nåede i det vestlige Nepal toppen på Mt. Manaslu, som er verdens ottende højeste bjerg på 8163 meter. Hun nåede toppen før daggry sammen med en sherpa og fem andre guider.

Hun besteg Shishapangma i Tibet den 26. april og har siden klaret Dhaulagiri, Kanchenjunga, Everest, Lhotse, Makalu, Cho Oyu og Annapurna.

Hun tager nu til Pakistan for at bestige Nanga Parbat, Gasherbrum I, Gasherbrum II, K2, og The Broad Peak, siger lokale sponsorer.

– Hun er på vej ned fra bjergtinden og tager med sherpaen Tenjen, som hun har været sammen med på ni bjergbestigninger, videre til Pakistan, siger Tashi Lakpa Sherpa fra trekkerselskabet The Seven Summit Treks.

Harila håber at have gennemført sit forehavende om at bestige alle 14 tinder på over 8000 meter på et tidspunkt i juli. Hvis det lykkes vil hun være hurtigere end Nirmal Purja fra Nepal, som besteg alle disse bjerge i 2019 – på seks måneder og en uge – eller 189 dage.

– Jeg tror, at jeg kan klare det, sagde Harila til Reuters i sidste måned om hendes forsøg på at klare verdens 14 højeste bjerge på rekordtiden tre måneder.

Nirmal Purja, der har været elitesoldat i det britiske militær, indskrev sig i bjergbestigningens historie med flere rekorder i at nå hurtigst til tops.

Blandt andet har han nået toppene af Everest, Lhotse og Mount Makalu i rekordtiden 48 timer.

/ritzau/Reuters

/ritzau/

Andre læser også