Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
Manden er sigtet for at have kastet to kanonslag ind på banen mod FC Midtjylland-målmanden Jonas Lössl under en kamp fredag.
Det andet kanonslag medførte, at dommeren blev nødt til at afbryde kampen, med et minut tilbage af overtiden.
Efter en mindre pause blev det sidste minut af kampen afviklet.
FC Midtjylland vandt 1-0 på et mål af Aral Simsir. Med sejren deltager FCM i kvalifikationen til næste sæsons Conference League.
Spillerne blev sendt i omklædningsrummet, og under afbrydelsen udbrød der interne slåskampe på Viborgs fanafsnit.
Viborgs direktør, Morten Jensen, meddelte over for tv-kanalen 3+, at man havde udpeget manden via overvågningsbilleder på stadion.
Ifølge TV Midtvest er den 39-årige mand sigtet efter straffelovens paragraf 252, som handler om at forvolde fare for andre.
Mediet skriver, at lørdagens grundlovsforhør foregik ved Retten i Herning. Her fandt en dommer ikke grundlag for, at manden skulle varetægtsfængsles.
Ekstra Bladet skriver, at den 39-årige mand, som kastede kanonslag, ikke var den eneste sag for politiet, ved fredagens kamp.
Anders Olesen, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, oplyste til avisen, at man har sigtet seks for brug af pyroteknik, seks for brud på maskeringsforbuddet og en enkelt person for at bryde knivloven.
/ritzau/
Andre læser også