AVIZ

19 personer har mistet livet i Brasilien efter ekstremt regnfald

BRAZIL-WEATHER-RAIN-FLOOD-LANDSLIDE
BRAZIL-WEATHER-RAIN-FLOOD-LANDSLIDE (Nelson Almeida/Ritzau Scanpix)

Tv-billeder og indhold fra sociale medier optaget i byen São Sebastião viser, hvordan hele nabolag står under vand.

Murbrokker flyder i vandmasserne, motorveje er oversvømmede og biler er ødelagt af væltede træer.

228 personer har mistet deres hjem, mens 388 er blevet evakueret. Myndighederne har ikke oplyst, hvor mange personer der er meldt savnet.

Tarcisio de Freitas, som er guvernør i São Paulo, har erklæret undtagelsestilstand i fem forskellige byer langs den brasilianske østkyst.

São Sebastião, som ligger 200 kilometer nord for São Paulo, er et af de hårdest ramte områder. Her er der målt et regnfald på 60 centimeter på 24 timer, har myndighederne i byen oplyst.

Det har fået arrangørerne af et stort karneval i byen til at aflyse begivenheden.

– Vi har endnu ikke overblik over ødelæggelsernes skala. Vi forsøger at redde ofrene, siger Felipe Augusto, som er borgmester i byen.

Han kalder samtidig situationen i byen for “ekstremt kritisk”.

– Vi arbejder lige nu på 50 boliger, som er kollapset på grund af vand, og der ligger stadigvæk mennesker begravet, siger han til mediet Globonews.

Mere end 100 brandmænd er en del af redningsindsatsen, hvor også helikopter indgår. Soldater er også en del af redningsindsatsen.

Ekstreme vejrfænomener som eksempelvis skybrud bliver ifølge forskere mere hyppige i fremtiden på grund af klimaforandringer, og her er Brasilien et af de mere udsatte lande.

/ritzau/AFP

Andre læser også