Det meddeler Ukraines landbrugsministerium torsdag.
Massive mængder vand fra den ødelagte Nova Kakhovka-dæmning ventes at oversvømme titusinder af hektarer med frugt, grønt og korn.
Andre steder vil afgrøderne formentlig visne, fordi der ikke længere kan komme vand til markerne fra det vigtige vandreservoir, meddeler ministeriet.
– Uden en kilde til vandforsyning er det umuligt at dyrke grøntsager, lyder det i en meddelelse fra landbrugsministeriet.
Korn og raps vil fortsat kunne dyrkes, men høsten forventes at blive mindre.
Tidligere på ugen meddelte ministeriet, at ødelæggelsen af Nova Kakhovka-dæmningen kan oversvømme titusindvis af hektarer landbrugsland.
Desuden kan mindst 5000 kvadratkilometer landbrugsland tørre ud og blive til “ørken”, når der ikke kan komme vand via de vandingssystemer, der hidtil er blevet brugt.
Det er et område med en størrelse midt mellem Fyn og Sjælland, der er henholdsvis 3100 og 7000 kvadratkilometer.
I det sydlige Ukraine, hvor de store oversvømmelser har ramt, bliver der først og fremmest dyrket meloner, frugt, korn og raps.
Ukraine er en af verdens store eksportører af især korn og raps.
/ritzau/Reuters
Andre læser også