Den argentinske verdensmester Alexis Mac Allister har nemlig skrevet under på en aftale, oplyser Liverpool på sin hjemmeside.
Det betyder, at midtbanespilleren forlader Brighton, som har ejet ham siden 2019.
I den sydengelske klub havde Alexis Mac Allister i forvejen en kontrakt, der løb til 2025, så Liverpool har været nødt til at gribe i pengekassen for at få argentineren længere nordpå.
Ingen af de to klubber oplyser, hvor meget Alexis Mac Allister koster, men skal man tro engelske medier, lægger Liverpool i første omgang i omegnen af 300 millioner kroner.
Alexis Mac Allister var i den seneste sæson en af nøglefigurerne hos Brighton, som overraskende landede på en sjetteplads i Premier League.
Også det argentinske landshold har haft stor glæde af midtbanemandens kvaliteter. Ved VM i Qatar sidste år spillede han i alle kampe på nær den første, som Argentina tabte til Saudi-Arabien.
Argentina vandt VM-finalen over Frankrig.
Alexis Mac Allister kalder det en drøm, der går i opfyldelse, at han nu skal spille hos Liverpool. Og det har været vigtigt for ham, at handlen faldt hurtigt på plads.
– Jeg vil gerne være med fra første dag af opstarten, så det er godt, at alt er faldet på plads, siger Mac Allister, der kan se tilbage på et år med stor succes.
– Det har været et fantastisk år. Både i forhold til VM og det, vi har opnået med Brighton. Men nu er det tid til at tænke på Liverpool og på at blive en bedre spiller og et bedre menneske hver dag, siger han.
Alexis Mac Allister har spillet i alt 98 kampe i Premier League.
/ritzau/
Andre læser også