Det oplyser fagforeningen Unite onsdag.
Omkring 2000 personer vil tage del i strejkerne på 31 dage, der er fordelt mellem 24. juni og 27. august.
Terminal 3 og 5 vil blive påvirket af strejkerne. Også det sikkerhedspersonale, som tjekker personale og køretøjer på området, tager del i strejkerne.
Ifølge BBC kan strejken give kø i sikkerhedskontrollerne.
Fagforeningen Unite oplyser, at det har afvist et udspil på “mindre end inflationen” om lønstigninger på 10,1 procent.
– Unite meddeler Heathrow, at strejker i lufthavnen fortsætter, indtil den kommer med et rimeligt udspil til sit personale. Tag ikke fejl, vores medlemmer har stærk opbakning fra fagforeningen i denne strid, siger generalsekretær for Unite Sharon Graham i en meddelelse.
Heathrow hævder dog, at lignende strejker de seneste uger ikke har skabt større forstyrrelser.
– Unite har allerede forsøgt og har fejlet i at forstyrre lufthavnen med unødvendige strejker, siger en talsperson for lufthavnen ifølge Sky News.
Strejkerne er planlagt, så de rammer på flere travle weekender.
Inflationen i Storbritannien har i løbet af den seneste tid været tårnhøj.
I april blev den britiske inflation opgjort til 8,7 procent på årsbasis. Det var første gang i år, at den bevægede sig under ti procent.
Den foreløbige top blev nået i oktober 2022 med en inflation på 11,1 procent. Det var det højeste niveau i 41 år ifølge Reuters, og flere taler om en leveomkostningskrise blandt mange i Storbritannien.
I store dele af verden begyndte inflationen sidste år at stige voldsomt på grund af store prisstigninger på energi.
/ritzau/
Andre læser også