AVIZ

Røg fra skovbrande når New York: Verdens mest forurenede by

TOPSHOT-CANADA-FIRE
TOPSHOT-CANADA-FIRE (Megan Albu/Ritzau Scanpix)

Det viser målinger foretaget af selskabet IQAir, der overvåger luftkvaliteten i verdens storbyer, ifølge det amerikanske medie CNN.

Årsagen til den voldsomme forurening er de skovbrande, der den seneste tid har hærget det østlige Canada.

Røgen fra skovbrandene lagde sig tirsdag som et tæppe over New York.

Onsdag formiddag dansk tid er billedet det samme.

Af en opgørelse på IQAirs hjemmeside fremgår det, at New York fortsat har det højeste niveau af forurenende partikler i luften i verden.

Luftkvaliteten i New York beskrives af instituttet som “usund”.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har myndighederne i både New York og de canadiske storbyer Toronto og Ottawa udsendt et varsel om, at luftforureningen er så høj, at det kan være sundhedsskadeligt.

Skovbrande er ikke et nyt fænomen om sommeren i Canada. Men i år er de mere omfattende end normalt, og de er brudt ud usædvanligt tidligt.

Allerede i begyndelsen af maj var der omfattende skovbrande.

Der er skovbrande i næsten alle Canadas provinser. Men Quebec i Canadas sydøstlige hjørne er hårdest ramt. Tusindvis er blevet evakueret.

Der er cirka 550 kilometer fra New York til Quebecs sydlige grænse, som også udgør landegrænsen mellem Canada og USA.

Canada får hjælp af flere lande til brandslukningen. Tirsdag takkede landets udenrigsminister, Melanie Joly, USA, Mexico, Sydafrika og Frankrig for at sende brandfolk til Canada.

Som følge af den dårlige luftkvalitet aflyste en lang række skoledistrikter i New York alle udendørsaktiviteter tirsdag, skriver CNN.

Efter New York følger Kuwait City i Kuwait, den amerikanske storby Detroit og storbyen Tel Aviv i Israel som de byer, der onsdag formiddag har det højeste niveau af luftforurening.

/ritzau/

Andre læser også