AVIZ

Tyrkiet stopper redningsindsats i alle provinser undtagen to

TURKEY-SYRIA-QUAKE
TURKEY-SYRIA-QUAKE (Sameer Al-Doumy/Ritzau Scanpix)

Det oplyser det tyrkiske katastrofeagentur søndag.

– I mange af vores provinser er eftersøgningen og redningsarbejdet fuldendt. Det fortsætter i Kahramanmaras og Hatay, siger agenturchef Yunus Sezer.

Kahramanmaras og Hatay er de to hårdest ramte regioner i Tyrkiet.

Et voldsomt jordskælv med en styrke på 7,8 ramte tidligt mandag den 6. februar. Epicentret var i Pazarcik-distriktet i Kahramanmaras. Skælvet blev efterfulgt af en række efterskælv – herunder et med en styrke på 7,5.

Yunus Sezer fortæller, at redningsarbejdet i Kahramanmaras og Hatay søndag fortsætter ved omkring 40 bygninger

Agenturchefen oplyser desuden, at dødstallet i Tyrkiet lyder på 40.689.

I alt har mere end 44.000 mennesker mistet livet i Tyrkiet og Syrien.

Den tyrkiske vicepræsident, Fuat Oktay, fortalte lørdag, at omkring 105.000 bygninger enten er ødelagte, svært beskadigede eller skal rives ned.

Der har været omfattende redningsarbejde i gang de seneste knap to uger. Men indsatsen er ved at stilne af, og ingen overlevende er fundet i et døgn.

Lørdag fandt redningsfolk ifølge lokale medier en mand og en kvinde i live. De havde overlevet i 296 timer under murbrokkerne. Deres tre børn døde.

/ritzau/AFP

Andre læser også