Det oplyser de tre lande i en pressemeddelelse efter et møde lørdag i Singapore, hvor forsvarsministre fra landene var til stede.
Meldingen kommer, efter at en fejlslagen nordkoreansk satellitopsendelse onsdag skabte panik i Japan og Sydkorea.
Satellitten styrtede ifølge nordkoreanske statsmedier i havet efter en raketfejl.
Det var blot den seneste i en række af nordkoreanske test, som ifølge FN-resolutioner ikke er tilladte.
De tre lande har planer om at “aktivere en datadelingsmekanisme for at udveksle missilvarslingsdata i realtid før slutningen af året”.
Det skal gøre de enkelte landes varslingssystemer bedre, lyder målet.
USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, mødtes med sit japanske og sydkoreanske modstykke, Yasukazu Hamada og Lee Jong-sup, på sidelinjen af et forsvarstopmøde.
De talte om “øgede atom- og missiltrusler fra Nordkorea”, står der i en meddelelse.
Under det nordkoreanske forsøg på en satellitopsendelse lød der sirener onsdag lokal tid i Sydkoreas hovedstad, Seoul. Imens blev der i byen udstedt en “præsidentiel alarm”, og indbyggerne blev bedt om at forberede sig på en potentiel evakuering.
I Japan blev der også udsendt varslinger til indbyggere i præfekturet Okinawa. De blev bedt om at søge dækning inden døre tidligt onsdag morgen.
Senere lød det, at raketten ikke ville flyve ind i japansk territorium.
Både Japans, Sydkoreas og USA’s regering har fordømt Nordkoreas forsøg på en opsendelse.
Sydkoreas militær oplyser, at det har fundet dele af satellitten efterfølgende.
Nordkorea har endnu ikke en fungerende satellit i rummet.
Landets leder, Kim Jong-un, har gjort det til en topprioritet at udvikle en fungerende spionsatellit.
/ritzau/AFP
Andre læser også