Det bekræfter Udenrigsministeriet fredag over for Ritzau.
Danskeren blev anholdt i Iran i november 2022 i forbindelse med demonstrationer for kvinders rettigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet AFP’s oplysninger er vedkommende sammen med to andre løsladte europæere nu på vej i et fly fra Iran til Belgien.
– Jeg er både glad og lettet over, at en dansk statsborger nu er på vej hjem til sin familie efter at have været fængslet i Iran, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en skriftlig kommentar til Ritzau.
– Jeg har også selv talt med den iranske udenrigsminister ad flere omgange og været i kontakt med familien, som har stået i en svær situation. Det er meget glædeligt, at sagen nu har fundet en lykkelig afslutning.
Da der er tale om en personsag, afviser Lars Løkke at gå i nærmere detaljer om sagen. Udenrigsministeriet har ikke umiddelbart givet yderligere oplysninger om danskeren.
Vedkommende er en af i alt fire europæere, som Iran har løsladt som led i en fangeudveksling med Belgien, siger en talsperson for den belgiske regering til AFP.
En belgisk hjælpearbejder, der har været tilbageholdt i Iran, blev løsladt for en uge siden. Siden fulgte danskeren og to østrigere.
Til gengæld har Iran fået udleveret diplomaten Asadollah Assadi, som i 2021 blev idømt 20 års fængsel ved en belgisk domstol for et fejlslagent terrorangreb i Frankrig.
Belgiens premierminister, Alexander De Croo, skriver fredag på Twitter, at han orienterede sin danske kollega, statsminister Mette Frederiksen (S), og den østrigske kansler, Karl Nehammer, under et europæisk topmøde i Moldova torsdag.
Oman har mæglet mellem Iran og Belgien, skriver AFP.
/ritzau/
Andre læser også