Jordans 28-årige kronprins, Hussein, giftede sig torsdag med den saudiarabiske arkitekt Rajwa Khalid Alseif.
Parret blev forlovet i august 2022. Og torsdag fik kronprinsens kæreste titlen som kronprinsesse i Jordan.
Ceremonien fandt sted ved Zahran-paladset i Jordans hovedstad, Amman, hvor 140 gæster var inviteret for at fejre parret.
Her blev kronprins Husseins forældre, kong Abdullah og dronning Rania, gift i 1993.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er ikke de eneste royale gæster til brylluppet.
Royale gæster fra hele verden har deltaget i bryllupsceremonien.
Også det britiske kronprinspar, prins William og prinsesse Kate, deltog i begivenheden.
Det samme gjorde Hollands konge Willem-Alexander og dronning Maxima.
Jill Biden, som er USA’s førstedame og hustru til landets præsident, Joe Biden, var også på gæstelisten.
Prins Hussein blev arving til tronen i 2009, efter at hans far fjernede titlen fra Husseins halvbror Hamzah i 2004, skriver AFP.
Hamzah blev senere sat i husarrest efter at være blevet anklaget for at forsøge at iscenesætte et kongeligt kup i 2021, ifølge AFP.
Mediet skriver videre, at Hamzah i april 2022 gav afkald på sin kongelige titel.
/ritzau/
Andre læser også