Inflationen i de lande, der har euroen som valuta, er nemlig opgjort til 6,1 procent i maj sammenlignet med samme måned sidste år.
I april var inflationen 7,0 procent, og dermed tog inflationen i maj altså et dyk.
Det viser tal fra EU’s statistikkontor, Eurostat, som torsdag er kommet med et første estimat for maj.
Økonomer tager godt imod udviklingen, som også er et større dyk end ventet.
– Et nyt, kærkomment og stort dyk i inflationen, skriver cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre i en skriftlig kommentar.
– Selv om mere end seks procent stadig er svimlende højt, så går det i den klart rigtige retning.
Også kerneinflationen, som mange økonomer skeler til, tager et dyk. Her fraregnes visse prisfølsomme varer.
Fraregnes energi, mad, alkohol og tobak, faldt inflationen til 5,3 procent i maj 2023. Det er også et lavere niveau end de 5,6 procent i april.
Den Europæiske Centralbank (ECB) har et mål om en inflation på 2,0 procent. Dermed er inflationen langt fra det fastsatte mål.
Cheføkonom hos Sydbank Søren Kristensen venter da også yderligere rentestigninger hos ECB, da det endnu ikke kan udelukkes, at øgede lønninger og priser vil være med til at presse hinanden opad.
– Konklusionen er derfor, at så længe økonomien holder stand, så er ECB nødt til at forsøge at spænde ben ved at hæve renterne og suge penge ud af økonomien, siger han i en skriftlig kommentar.
– Desværre betyder det, at risikoen for at lave for kraftige stramninger stiger, og på den måde gør risikoen for en hård landing det også.
De lande med den højeste inflation i eurozonen er Letland, Slovakiet, Estland og Litauen.
Letland og Slovakiet havde den højeste inflation på 12,3 procent i maj. Den laveste inflation i eurozonen havde Luxembourg på 2,0 procent.
Inflationen toppede i eurozonen i oktober på 10,6 procent.
/ritzau/
Andre læser også