Sådan lyder det onsdag fra Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, under en konference i Slovakiets hovedstad, Bratislava.
– I dag er der en ny bevidsthed i EU. Vi indser endelig, at det ikke er nok bare at vente på, at vores venner uden for unionen rykker tættere på os. Vi må også tage ansvar for at bringe de aspirerende medlemmer meget tættere på os, siger kommissionsformanden i en tale.
Konkret er det de seks lande på Vestbalkan, hun taler om. Der skal sættes turbo på deres vej til EU-medlemskab, særligt set i lyset af krigen i Ukraine, siger von der Leyen.
Hun foreslår en vækstplan bestående af fire punkter.
Et af dem er at øge EU’s finansielle støtte til landene, som tæller Albanien, Bosnien-Hercegovina, Nordmakedonien, Montenegro, Kosovo og Serbien.
De er alle kandidatlande til EU, bortset fra Kosovo, som endnu ikke har fået den status.
– Der er hårdt behov for investeringer på Vestbalkan. Investeringerne vil gøre folks liv bedre, og de vil også glatte vejen ind i vores union. Derfor bør vi øge de ressourcer, der sættes af til Vestbalkan, siger Ursula von der Leyen.
Hun uddyber ikke, hvor mange penge EU-Kommissionen mener, der skal sættes af.
De tre andre punkter i vækstplanen handler om gennemførelsen af politiske reformer, en udvidelse af det økonomiske samarbejde landene imellem samt at bringe de seks lande tættere på EU’s indre marked.
– Adgang til det indre marked har været den største drivkraft for økonomisk vækst for de lande, der er blevet medlem af EU i de seneste to årtier.
– Men lande, hvis vej til EU allerede ser lovende ud, bør også kunne nyde godt af vores indre marked, siger Ursula von der Leyen.
Hendes udmelding kommer, efter at blandt andre Olaf Scholz, Tysklands forbundskansler, har talt om vigtigheden af at komme videre med optagelsen af landene på Vestbalkan.
– En ærlig udvidelsespolitik holder sig til sine løfter. Det gælder først og fremmest de løfter, der er givet til landene på Vestbalkan, sagde kansleren i en tale i EU-Parlamentet 9. maj.
Fra dansk side har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kaldt det “uafvendeligt”, at EU skal udvides med markant flere lande.
/ritzau/
Andre læser også