Det skriver politiet i Finnmark på Twitter.
– Ukendt størrelse på lækagen, skriver politiet.
Olie- og energiselskabet Equinor har et procesanlæg på Melkøya. Gasanlægget brød i 2020 i brand og blev taget i brug igen sidste år.
Pressetalsperson i Equinor Kjetil Eide bekræfter til det norske medie Teknisk Ukeblad, at der er en lækage på anlægget.
– Anlægget er evakueret, og vi arbejder på at trykaflaste anlægget, hvilket er en form for sikring, siger han til mediet.
Selskabet har kort efter middag ikke yderligere detaljer og arbejder med at få overblik over situationen.
Ifølge politiet er lækagen lokaliseret til en tank på 450 kubikmeter.
– Der er ingen umiddelbar fare for brand eller eksplosion, men man kan ikke udelukke det, siger operationsleder Theodor Weberg Ellingsen i Finnmark-politiet til VG.
Melkøya ligger meget nordligt i Norge ud for byen Hammerfest. Anlægget får gas fra feltet Snøhvit.
Beredskabet fik den første anmeldelse om en lækage klokken 11.17 onsdag, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Anlægget Hammerfest LNG producerer gas, som normalt udgør fem procent af den norske gaseksport. Det svarer til i alt 6,5 milliarder kubikmeter gas om året.
/ritzau/
Andre læser også