AVIZ

Napolis mestertræner stopper et år før tid: Jeg er træt

Serie A - Napoli v Inter Milan
Serie A - Napoli v Inter Milan (Ciro De Luca/Reuters)

Det bekræfter Spalletti, der førte Napoli til det italienske mesterskab for første gang siden 1990, ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Jeg har brug for at have noget tid for mig selv og hvile mig. Jeg er ret træt, siger Spalletti.

Italieneren har ikke tænkt sig at være træner i det kommende år. Hverken for Napoli eller nogen anden klub.

– Jeg ved ikke, om du kan kalde det et sabbatår, men jeg vil ikke komme til at arbejde. Jeg kommer ikke til at træne Napoli eller noget andet hold, siger Spalletti.

Tidligere mandag oplyste klubejer Aurelio De Laurentiis, at Spalletti havde ytret ønske om at holde pause.

Og den karismatiske filmmogul har sagt ja til at afslutte samarbejdet, et år før Luciano Spalletti ellers havde kontraktudløb.

– Spalletti er en fri mand, siger Aurelio De Laurentiis i tv-programmet Che Tempo Che Fa, skriver La Gazzetta dello Sport.

– Når nogen kommer og siger: “Jeg har gjort mit bedste, og en æra er slut. Jeg vil gerne have et sabbatår, selv om jeg stadig har et år tilbage på kontrakten”, så kan jeg kun takke ham, og det er kun på sin plads, at han gør, som han vil.

– Jeg ønsker ham alt det bedste, siger klubpræsidenten.

Napoli sikrede sig allerede i begyndelsen af maj det italienske mesterskab. Det var første gang i 33 år, at klubben kunne løfte trofæet i den italienske liga.

64-årige Luciano Spalletti kom til Napoli i sommeren 2021 og skulle altså bruge to år på at gøre klubben til mester.

/ritzau/

Andre læser også