AVIZ

Millionudgift for transport til Kosovo-fængsel skaber frustrationer

FV22: Regeringsforhandlingerne fortsætter i Statsministeriet
FV22: Regeringsforhandlingerne fortsætter i Statsministeriet (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Det er pladser, som Danmark vil leje som fængselspladser til udvisningsdømte udlændinge, skriver Berlingske mandag.

Det fremgår af et svar fra justitsminister Peter Hummelgaard (S) til Folketingets Retsudvalg.

– Det bemærkes, at der i forbindelse med indgåelsen af flerårsaftalen for Kriminalforsorgen i december 2021 på et helt foreløbigt grundlag, og som en del af en samlet ramme for den fuldt indfasede drift, blev afsat cirka 62 millioner kroner årligt til transport af indsatte i forbindelse med overførsel mellem Danmark og Kosovo på tværs af myndigheder.

– Dertil blev der afsat 3,5 millioner kroner årligt til, at Kriminalforsorgen i konkrete tilfælde vil kunne yde økonomisk støtte til besøg fra pårørende, herunder mindreårige børn, står der i svaret.

Justitsministeren understreger, at det endnu ikke er muligt at lave “konsoliderede økonomiskøn” for udgifterne ved transporten.

– Det er et cirkus, og vi er af mange grunde, mest principielle, kritiske over for aftalen, siger retsordfører Zenia Stampe (R) til Berlingske.

– Men jeg tror også, at mange vil spørge, om det er klogt at bruge i alt 65 millioner af skatteborgernes penge på transport til fængslet i Kosovo, siger hun.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, mener, at det er voldsomt at bruge 3,5 millioner kroner til at flyve pårørende til indsatte på besøg i fængslet i Kosovo.

– Vi skal sikre os, at kriminelle udlændinge belaster staten mindst muligt.

– Derfor går jeg ud fra, at Kriminalforsorgen indskrænker de statsbetalte besøg til et absolut minimum, siger han til Berlingske.

Aftalen om Kriminalforsorgens økonomi fra 2022-2025 blev i december 2021 indgået af et bredt flertal i Folketinget, som bestod af den daværende S-regering, Dansk Folkeparti, SF og De Konservative.

Som en del af aftalen blev det besluttet, at de udvisningsdømte skulle afsone i udlandet under forhold, der svarer til forholdene i danske fængsler.

– De indsatte i fængslet i udlandet vil have ret til besøg i samme omfang som indsatte i danske fængsler, står der i aftalen.

Ved aftalens indgåelse var det forventningen, at de kommende fængselspladser i udlandet ville kunne blive taget i brug fra begyndelsen af i år, hvilket ikke er sket.

Dengang var det ikke fastlagt, at Kosovo ville blive landet, hvor Danmark lejede fængselspladser.

/ritzau/

Andre læser også