AVIZ

Primoz Roglic sejrer og erobrer førertrøjen i Giroen

Italy Giro Cycling
Italy Giro Cycling (Fabio Ferrari/Ritzau Scanpix)

Primoz Roglic fra Jumbo-Visma vandt 20. etape i Giroen og erobrede løbets lyserøde førertrøje fra Geraint Thomas (Ineos).

Lørdagens etape var en enkeltstart på 18,6 kilometer fra Tarvisio til Monte Lussari, hvor det til slut gik stejlt op ad.

Her formåede Geraint Thomas ikke at forsvare et forspring på 26 sekunder ned til Roglic.

Føringen i løbet skiftede, så Primoz Roglic nu fører med 14 sekunder ned til Geraint Thomas inden søndagens sidste etape, der forventes at blive paradekørsel.

Primoz Roglic er en specialist til lørdagens disciplin, og han åd langsomt tid ind på sin britiske rival. Især da det begyndte at gå op ad på den sidste halvdel af etapen.

Men få kilometer fra mål ramte Primoz Roglic et mindre hul i asfalten, og det gjorde, at kæden faldt af.

Det kostede dyrebare sekunder, og hjælpen med at få skiftet cykel var heller ikke ligefrem hurtig fra Jumbo-Visma-holdet.

Uheldet endte dog ikke med at betyde noget for Primoz Roglic, der vandt med nok sekunder til at tage sejren komfortabelt alligevel.

40 sekunder hurtigere var Primoz Roglic end Geraint Thomas, der endte på andenpladsen.

Primoz Roglic var 44 minutter og 23 sekunder om at gennemføre enkeltstarten, som især på de sidste ti kilometer var hård for rytterne.

Hvis Primoz Roglic som ventet vinder Giroen samlet, så vil det være første gang i karrieren, at han vinder den italienske grand tour.

Tre gange har Primoz Roglic vundet Vuelta a Espana. Det gjorde han i 2019, 2020 og 2021.

Søndagens flade etape er 135 kilometer lang og køres omkring Rom.

/ritzau/

Andre læser også