Strejken kan ende med at påvirke op mod 300.000 passagerer, vurderes det. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
På tværs af lufthavnene i henholdsvis Bremen, Dortmund, Frankfurt, Hamburg, Hannover, München og Stuttgart forventes 2340 flyafgange at blive aflyst fredag.
De syv lufthavne behandler typisk to tredjedele af landets luftfartspassagerer.
Aktiviteten i de forskellige lufthavne fredag morgen minder mest af alt om den værste periode under coronakrisen. Det fortæller en talsmand for den tyske luftfartsorganisation ADV ifølge Reuters.
Strejken er iværksat og varslet af fagforeningen Verdi.
Onsdag i denne uge blev den annonceret, efter at de kollektive forhandlinger for lufthavnspersonale blot havde gjort små fremskridt.
– Hvis der ikke bliver gjort noget ved lønnen nu, kigger vi ind i endnu en kaotisk sommer, siger Verdi-næstformand Christine Behle fredag.
– Det handler om at sende et rigtig stærkt signal.
Sidste sommer meddelte 20.000 Lufthansa-ansatte med kort varsel, at de ville gå i strejke. Også her skete det som led i lønforhandlinger.
Tidligere i år iværksatte Verdi en anden strejke i Berlin Brandenburg-lufthavnen i den tyske hovedstad. Strejken påvirkede cirka 35.000 passagerer.
På trods af omfanget af fredagens strejke er der taget højde for nødforanstaltninger, som gør plads til eksempelvis militære operationer.
Desuden holder man fast i at levere hjælp til Tyrkiet, der i begyndelsen af februar blev ramt af et ødelæggende jordskælv.
Leverancerne sker fra lufthavnen i München.
/ritzau/
Andre læser også