AVIZ

Den svenske krone falder til laveste niveau i 14 år

Sweden, Swedish krona, crown, Kingdom of Sweden, Europe
Sweden, Swedish krona, crown, Kingdom of Sweden, Europe (Klaus Nowottnick/Ritzau Scanpix)

I hvert fald er den svenske krone faldet til et niveau, der ikke er set lavere siden nogle få dage under finanskrisen i 2009.

Det koster således under 65 danske kroner at købe 100 svenske.

– Den svenske krone er utrolig svag. Det er utrolig usædvanligt, at vi kan købe 100 svenske kroner for under 65 danske kroner, skriver Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

– Bortset fra et par ganske få dage i marts 2009 under finanskrisen, så har den svenske krone ikke været billigere i mere end 40 år, siger han.

Svækkelsen af den svenske krone har været med til at få inflationen – priserne på varer og tjenester – i landet til at stige. Det skyldes, at en svag svensk krone betyder højere importpriser for landets virksomheder.

I april er inflationen opgjort til 10,5 procent på årsbasis ifølge Sveriges statistiske centralbureau, Statistikmyndigheten.

Det betyder, at priserne i april var 10,5 procent højere end i april sidste år.

Til sammenligning var inflationen i Danmark i april 5,6 procent.

Selv om den lave svenske kroner betyder, at man får mere for sine danske kroner i Sverige, så kan udviklingen dog også få negativ effekt i Danmark.

– Den lave svenske krone og svigtende efterspørgsel rammer også dansk eksport. Den lave svenske krone gør det dyrere for svenskerne at købe danske produkter, siger cheføkonom Allan Sørensen og tilføjer:

– Svækkelsen af den svenske krone kan også give danske virksomheder økonomiske tab på deres svenske ordrer. En ordre fra Sverige på 10 millioner svenske kroner mister værdi, når den skal veksles om til danske kroner.

Den svenske krones kurs er torsdag formiddag 0,645 i forhold til danske kroner.

/ritzau/

Andre læser også