Det skriver nyhedsbureauet AFP og det britiske medie BBC.
60-årige Ramadan har været anklaget for voldtægt af en kvinde i 2008.
Kvinden, der er konverteret til islam, hævder, at den muslimske professor på et hotelværelse i Genève voldtog hende flere gange og udsatte hende for “tortur og barbari”. Hun frygtede for sit liv, har hun forklaret.
Men retten har altså ikke fundet beviser for anklagerne.
Ramadan har selv nægtet sig skyldig. Ifølge ham var der ingen seksuel aktivitet mellem de to. Han siger, at han blev udsat for en “fælde”.
Tariq Ramadan er en både karismatisk og kontroversiel skikkelse.
I midten af 2000’erne, hvor Europa var udsat for flere terrorangreb, markerede han sig som fortaler for en mindre ekstrem tilgang til islam. Det skriver BBC. Han talte blandt andet imod terrorisme og dødsstraf.
Tariq Ramadan var i 2004 på det amerikanske magasin Times liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer.
Ramadan, der er uddannet professor fra Oxford, er af nogle blevet beskyldt for at have mere radikale holdninger, end han egentlig giver udtryk for.
Den franske forfatter Caroline Fourest har analyseret en lang række af Ramadans tekster og taler. I en bog om ham hævder hun, at han siger én ting til sine trofaste islamistiske følgere og en anden til sit vestlige publikum.
Tariq Ramadan er barnebarn af Hassan al-Banna, der har grundlagt Det Muslimske Broderskab – Egyptens ældste og største muslimske organisation.
/ritzau/
Andre læser også