AVIZ

Lodsejere vinder sag: Fredning af Stevns Klint er ugyldig

Stevns Klint
Stevns Klint (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Lodsejere langs klinten har anlagt en civil retssag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet, som tilbage i 2021 fredede klinten.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Stevns Klint blev fredet 29. januar 2021 af Miljø- og Fødevareklagenævnet for blandt andet “at sikre og bevare områdets geologiske værdier af enestående, universel betydning.”

Sådan lød det i afgørelsen tilbage i 2021.

Fredningen skulle give de bedste forudsætninger for at beskytte området og give offentligheden god tilgængelighed, lød begrundelsen.

Retten i Roskilde finder tirsdag, at Stevns Klint er fredningsværdigt, men at der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation, der begrunder, at fredningen er nødvendig for at beskytte området.

Derfor lød dommen tirsdag på, at fredningen ikke er gyldig i sin helhed.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal desuden betale 220.000 kroner i sagsomkostninger til statskassen, skriver Sjællandske Nyheder.

I dommen finder retten, at offentlighedens adgang til området fremadrettet kan opnås gennem frivillige aftaler med lodsejere. Sådan har det været siden 2005.

Begrundelsen fra retten lyder, at det er lodsejernes opfattelse, at den “frivillige ordning har fungeret,” og det mener retten er bevist.

Som en del af fredningen tilbage i 2021 besluttede Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der skulle afsættes en 25 meter bred bræmme langs klintekanten, hvor der ikke måtte dyrkes.

Retten påpeger, at der under sagen ikke er kommet oplysninger om, hvorfor bræmmen netop lige præcis skal have en bredde på 25 meter.

“Ligesom der ikke er fremlagt oplysninger om, hvorvidt formålet med fredningen kan opnås ved en smallere bræmme,” står der i dommen, skriver Sjællandske Nyheder.

/ritzau/

Andre læser også