Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
99,26 procent af stemmerne var kort før klokken fire natten til mandag talt op. Her kan Nyt Demokrati tælle 40,8 procent af stemmerne, viser en optælling på det græske indenrigsministeriums hjemmeside.
Det lader dog ikke til, at det konservative regeringsparti kan forme regering på egen hånd. Dermed er det ventet, at valget går til anden valgrunde.
Det næststørste parti er med 20,1 procent af stemmerne det radikale venstreorienterede parti Syriza, som ledte landet mellem 2015 og 2019.
Grækenlands 55-årige premierminister, Kyriakos Mitsotakis, siger i en tale på valgaftenen, at der er sket et “politisk jordskælv” i Grækenland. Og at grækerne har givet ham mandat til at danne en stærk regering.
Sejren er langt større, end hvad meningsmålinger havde spået.
Fra mandag har de tre største partier Nyt Demokrati, Syriza og socialistiske Pasok tre dage til at forme en regering. Hvis ikke det lykkes, skal der om en måned finde endnu et valg sted.
Før valgreglerne i landet blev ændret, fik det største parti tildelt en “bonus” i form af 50 ekstra pladser i parlamentet, der har i alt 300 pladser. Det har hidtil betydet, at det største parti ofte kunne regere alene uden at indgå i koalition med andre.
Men sådan er det ikke længere. Det parti, der får flest stemmer ved søndagens valg, kan enten forsøge at danne en koalitionsregering eller gå til anden og afgørende valgrunde.
I den runde skal et parti eller en valgalliance have mindst 50 procent af stemmerne for at vinde. Og i den anden valgrunde er det muligt at sikre sig den bonus på 50 ekstra pladser, der kan give det største parti mulighed for at regere alene.
Ingen af de tre største partier har i løbet af valgkampen vist stor vilje til samarbejde.
Derfor anses det for sandsynligt, at der kommer endnu en valgrunde i slutningen af juni eller begyndelsen af juli, skriver den græske avis Kathimerini.
/ritzau/
Andre læser også