Det skriver Ekstra Bladet.
Retten i Aarhus har afgjort, at manden skal sidde varetægtsfængslet i sagen i foreløbigt fire uger, altså frem til 16. marts. Det oplyser Østjyllands Politi i et opslag på Twitter.
Den 44-årige har i grundlovsforhøret forklaret, at han har dræbt sin mor med knivstik i både halsen og nakken.
Moren blev sent onsdag aften fundet dræbt i et rækkehus i Sabro, der ligger nordvest for Aarhus, efter at politiet havde modtaget en anmeldelse klokken 23.12.
En patrulje kørte til adressen og konstaterede hurtigt, at kvinden var blevet dræbt. Hun blev på stedet erklæret død af en læge.
Kort efter politiets ankomst til huset blev manden lagt i håndjern. Det foregik uden dramatik, skrev Østjyllands Politi tidligere torsdag i en pressemeddelelse.
Hen over natten har politiet været til stede på adressen i Sabro. Torsdag morgen blev de tekniske undersøgelser afsluttet.
Ifølge Ekstra Bladet blev grundlovsforhøret udskudt flere gange, fordi der manglede en grønlandsk tolk til den drabssigtede.
Retsmødet blev holdt for lukkede døre, så offentligheden var forhindret i at høre nærmere om sagens beviser.
Ved grundlovsforhørets afslutning torsdag eftermiddag har en dommer afgjort, at der er grundlag for at frihedsberøve manden i sagen. Han varetægtsfængsles til 16. marts.
Den kendelse har den 44-årige valgt ikke at kære, oplyser politiet.
/ritzau/
Andre læser også