AVIZ

Zelenskyj freder russisk territorie for angreb fra F-16-fly

President Volodymyr Zelenskyy at the G7 summit in Hiroshima.
President Volodymyr Zelenskyy at the G7 summit in Hiroshima. (Presidential Office Of Ukraine/Ritzau Scanpix)

Det har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, forsikret USA’s præsident, Joe Biden, om under G7-topmødet i Hiroshima i Japan.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

– Jeg har fået en utvetydig forsikring fra Zelenskyj om, at de ikke vil bruge dem til at bevæge sig ind over russisk territorium, siger Joe Biden.

Til gengæld kan F-16-flyene blive brugt “hvor end russiske styrker befinder sig” inden for Ukraines territorium, påpeger Biden.

Foreløbig råder Ukraine ikke over F-16-fly.

Men lørdag meddelte Jake Sulivan, der er USA’s nationale rådgiver, at USA er klar til at tillade eksport af F-16-fly til Ukraine.

Kampflyene bliver produceret af Lockheed Martin i USA. Det kræver USA’s godkendelse, før de kan doneres eller sælges videre til et tredjeland.

Zelenskyj siger ifølge Reuters, at han er fortrøstningsfuld i forhold til, at F-16-flyene er på vej til Ukraine.

– Vi får flyene. Jeg kan endnu ikke sige hvor mange. Det er ikke en hemmelighed. Jeg ved det ikke selv, siger Zelenskyj under et pressemøde på G7-topmødet.

Ukraines luftvåben råder i dag over kampfly af typen MiG-29, der blev produceret i Sovjetunionen. De er ifølge det ukrainske militær ikke nær så effektive som de amerikansk producerede F-16-fly.

Inden USA gav grønt lys til, at dets allierede kan donere F-16-fly til Ukraine, tilkendegav flere lande – herunder Danmark – at de gerne vil bidrage til, at ukrainske piloter kan blive trænet i at flyve kampflyene.

Lederne af G7-landene – USA, Storbritannien, Frankrig, Italien, Tyskland, Canada og Japan – har på G7-topmødet lovet, at de vil fortsætte med at støtte Ukraine militært i krigen mod Rusland.

Zelenskyj ankom til topmødet lørdag. Mødet slutter søndag.

/ritzau/

Andre læser også