Sådan lyder det fra Danmarksdemokraternes byrådsmedlem i Aarhus Byråd, Jakob Søgaard Clausen.
Han står bag forslaget om, at opkalde en vej efter den nu afdøde karikaturtegner i Viby Jylland.
– Jeg har overvejet om nogen, ville blive provokeret af det. Men det skal ikke være styrende for, hvordan vi definerer vores historie i Danmark, siger han.
Han påpeger, at vi plejer at hylde historiske personligheder, og det hører Kurt Westergaard bestemt under.
Satiretegneren Kurt Westergaard døde i sommeren 2021. Han blev 86 år gammel.
I de sidste mange år af sit liv måtte Kurt Westergaard leve med livvagter, efter at hans tegning af profeten Muhammed i 2005 blev trykt i Jyllands-Posten.
Tegningerne affødte Muhammedkrisen, som er en af de mest alvorlige udenrigspolitiske kriser, Danmark har oplevet.
Og det er heller ikke et helt tilfældigt sted, at Jakob Søgaard Clausen har foreslået Westergaard skal hyldes.
Aarhus Byråd skal inden længe behandle en ny lokalplan for Jyllands-Postens tidligere grund i Viby Jylland. Det er den del af Grøndalsvej i Viby, som Jyllands-Posten havde adresse på, han vil opkalde vejen efter tegneren.
Danmarksdemokraternes byrådsmedlem påpeger også, at Kurt Westergaard selv boede tæt på vejen, hvorfor det er endnu mere oplagt.
Han har været i kontakt med Westergaards enke, som er positivt stemt overfor forslaget.
– Det var vigtigt for mig, at det var noget familien kunne se sig selv i, siger han.
Han mener bestemt, at det er realistisk, vejen bliver en hyldest til den afdøde satiretegner og håber på stor opbakning til forslaget.
/ritzau/
Andre læser også