Det bekræfter national sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan under G7-topmødet i Hiroshima i Japan, skriver BBC lørdag.
Sullivan fortæller, at præsident Joe Biden har informeret de øvrige deltagere på topmødet om beslutningen.
F16-flyene bliver produceret af Lockheed Martin i USA. USA skal godkende det, hvis andre lande ønsker at eksportere flyene til et tredjeland.
– I løbet af de sidste par måneder har vi og vores partnere virkelig fokuseret på at levere de systemvåben og den træning, som Ukraine har brug for for at kunne gennemføre offensive operationer dette forår og denne sommer.
– Vi har leveret, hvad vi lovede, siger Jake Sullivan ifølge BBC og fortsætter:
– Nu har vi taget hul på diskussionen om at styrke det ukrainske flyvevåben som led i vores langsigtede engagement i Ukraines selvforsvar.
Den nationale sikkerhedsrådgiver siger, at USA de kommende måneder vil drøfte med sine allierede, hvornår F-16-flyene skal leveres til Ukraine, hvor mange der skal leveres, og hvem der skal levere dem.
Fredag oplyste en embedsmand fra den amerikanske regering, at Joe Biden bakker op om, at ukrainske soldater bliver trænet i at flyve F-16-fly.
Der var dog ingen indikationer på, at USA har i sinde selv at levere de eftertragtede kampfly til ukrainerne.
Fra dansk side udtrykte fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efterfølgende støtte til idéen om træning af ukrainske soldater i brugen af de amerikanske kampfly.
– Vi er fra dansk side klar til at støtte. Vi vil nu aftale de nærmere detaljer sammen med nære allierede, skrev Troels Lund Poulsen fredag på Twitter.
Tidligere i denne uge fik Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, løfter fra Holland og Storbritannien om hjælp til at opbygge en “kampfly-koalition”.
Dog var der fra de to lande heller ikke løfter om at sende kampfly til Ukraine.
Ukraine har i længere tid efterspurgt vestligt producerede kampfly.
Landets beholdning af kampfly består i dag af fly, der blev produceret i Sovjetunionen.
/ritzau/
Andre læser også