Det har dommer David Hennessy i Worcester i delstaten Massachusetts fredag besluttet.
Jack Teixeiras forsvarsadvokater havde ellers bedt om at få ham sat i husarrest indtil retssagen, som der endnu ikke er sat en dato for.
– Hvem har han sat i risiko? Du kan lave en liste, der er lige så lang som en telefonbog, lød det fra dommeren.
Blandt de dokumenter, han er anklaget for at lække, er efterretninger om krigen i Ukraine.
Lækagen foregik tilsyneladende primært igennem beskedtjenesten Discord.
Her skulle 21-årige Jack Teixeira angiveligt have delt en række dokumenter med en gruppe af gamere.
Dokumenterne skulle han have fået adgang til som del af sit arbejde på en luftbase i Massachusetts.
David Hennessy argumenterede yderlige for, at der ville være en risiko for, at udenlandske regeringer vil opsøge ham for at presse information ud af ham, hvis han løslades.
Samtidig bed David Hennessy mærke i Jack Teixeiras fascination af våben, hvilket dommeren betragter som “en usund faktor”.
Derudover anklagede dommeren Jack Teixeira for at mangle integritet ved angiveligt at have brudt sine løfter flere gange.
Senere under retsmødet tilføjede dommeren, at garderen “ikke er bekymret for nogen andre end ham selv”.
Tidligere på ugen blev retten forelagt dokumenter, der viser, at Jack Teixeira to gange før havde fået en påtale af sine overordnede i forbindelse med sin håndtering af hemmeligstemplede dokumenter.
Lækagen betragtes som den mest alvorlige sikkerhedsbrist i det amerikanske efterretningsvæsen, siden 700.000 dokumenter, video og beskeder blev delt på WikiLeaks-hjemmesiden i 2010.
/ritzau/Reuters
Andre læser også