Det fortalte konfirmanden, som er søn af prins Joachim og prinsesse Marie, da familien mødte pressen efter ceremonien.
– Jeg var lidt nervøs i starten, men ellers gik det helt fint, sagde han ifølge Billed-Bladet og tilføjede:
– Jeg synes, det gik som det skulle. Rigtig dejligt at vide, at alle kom for at se mig, og det var dejligt.
Da han blev spurgt om, hvad han ønsker sig, svarede han ifølge Billed-Bladet:
– Jeg har bare ønsket mig at se min familie og mine venner samlet ét sted.
Grev Henrik er torsdag omringet af sin familie – med undtagelse af farmor dronning Margrethe, som ikke deltager på grund af genoptræning efter en rygoperation.
Men kronprinsparret var til stede.
Prinsesse Marie fortalte de fremmødte journalister, at det “betyder alt” at have familien samlet.
– Det var meget, meget rørende. Jeg var meget bevæget, og jeg er selvfølgelig meget stolt af Henrik, fortalte hun ifølge Billed-Bladet.
Højtideligheden afholdes i Frankrig, hvor grev Henrik har boet siden 2019, fordi prins Joachim blev optaget på en militæruddannelse i landet og siden fik job som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris.
Grev Henriks konfirmation i Paris bryder en mangeårig tradition.
Grev Henriks brødre, greverne Nikolai og Felix, er begge konfirmeret i Fredensborg Slotskirke i Nordsjælland.
Det forgangne år har der været meget fokus på prins Joachim og prinsesse Maries børn.
Det skyldtes, at grev Henrik, hans brødre og lillesøster 1. januar fik frataget deres prinse- og prinsessetitler. En beslutning, som dronning Margrethe tog.
Det skulle give de fire søskende friere rammer til at skabe deres egne tilværelser uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til kongehuset indebærer, lød begrundelsen.
Dronning Margrethe fastholdt beslutningen, selv om det kastede familien ud i en krise, som grev Henriks forældre italesatte offentligt.
Til sommer flytter familien fra Frankrig og tværs over Atlanten til Washington. Her tiltræder prins Joachim en stilling som forsvarsindustriattaché ved den danske ambassade.
/ritzau/
Andre læser også