Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Delstaten er dermed den første i USA til at forbyde TikTok og samtidig udelukke app-udbydere fra at tilbyde appen gennem deres platforme.
Gianforte siger at lovgivningen vil beskytte borgerne i Montana mod overvågning fra det kinesiske kommunistparti.
– For at beskytte Montana-borgernes personlige og private data fra Det Kinesiske Kommunistparti har jeg forbudt TikTok i Montana, skriver han på det sociale medie Twitter.
Imens kalder TikTok lovgivningen for et brud mod borgerne i Montanas ytringsfrihed.
Appen, der er ejet af det kinesiske tech-selskab ByteDance, kan downloades gennem Apples App Store og Google Play.
Montana, der har lidt over én million indbyggere, vil straffe TikTok med bøder, hvis de overskrider forbuddet.
Det er tidligere blevet rapporteret af det franske nyhedsbureau AFP, at Apple og Google med loven vil blive pålagt at fjerne TikTok fra deres appbutikker.
Hvis de ikke gør det, vil de få dagsbøder på 10.000 dollar – svarende til omkring 68.000 kroner.
Loven træder i kraft 1. januar 2024.
Flere amerikanske politikere vil forbyde appen på grund af bekymringer om blandt andet overvågning fra den kinesiske stat.
Selskabet har tidligere afvist nogensinde at have delt data med den kinesiske regering og har sagt, at man ikke vil gøre det, hvis man bliver bedt om det.
Ifølge AFP ventes det, at TikTok vil forsøge at bekæmpe forbuddet ved domstolene.
Beslutningen i Montana er den seneste udvikling i en langvarig strid mellem TikTok og vestlige regeringer.
Flere regeringer, heriblandt USA’s, Canadas og flere europæiske landes, har allerede gjort appen forbudt på regeringstelefoner.
/ritzau/
Andre læser også