AVIZ

Flere lande kræver afklaring i EU om betaling til musikere

Alexandros Michailidis
Alexandros Michailidis (Alexandros Michailidis/Den Europæiske Union/Free)

Det mener Danmark, Belgien, Frankrig og Holland, der kræver handling fra EU-Kommissionen.

Tirsdag på et ministermøde i Bruxelles har yderligere to lande sluttet sig til koret. Det fortæller kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

– På rådsmødet i dag voksede antallet af lande, der deler vores bekymring. Både Østrig og Finland tilslutter sig uforbeholdent ønsket om, at kommissionen tager initiativ til at sikre gensidighedsprincippet, siger ministeren.

Princippet går kort fortalt ud på, at danske radiostationer ikke betaler vederlag til for eksempel amerikanske musikere for at spille deres musik i radioen, fordi danske musikere ikke får betaling den anden vej.

Men modellen, som flere andre EU-lande også bruger, er i strid med EU-retten. Det blev slået fast i en dom fra 2020.

– Dommen tvinger medlemslandene til at sikre, at der bliver betalt til kunstnere uden for EU. Men den sikrer ikke, at vi får betaling den anden vej, siger Jakob Engel-Schmidt.

Det er uretfærdigt, mener landene. De har derfor fastholdt princippet og ventet på, at EU-Kommissionen ville foreslå nye regler, der kunne bruges i stedet.

Det er endnu ikke sket, og nu er tålmodigheden altså sluppet op.

Mandag mødtes Jakob Engel-Schmidt med EU-kommissær for det indre marked Thierry Breton.

– Han er forstående over for den store udfordring, der er, siger kulturministeren, som kalder situationen ømtålelig.

Både den hollandske kulturminister og Jakob Engel-Schmidt fremhævede på tirsdagens møde, at sagen haster.

SPØRGSMÅL: Dommen er fra 2020. Hvorfor har man fra dansk side ikke gjort noget før nu?

– Jeg kan kun svare på, hvad jeg selv har gjort som kulturminister. Jeg reagerede, så snart jeg blev opmærksom på den her sag. Det er mig meget magtpåliggende, at situationen bliver ændret.

Kulturministeren tilføjer, at også Tyskland har vist sig åbne over for at ændre lovgivningen. Landet er dog ikke gået så langt som at tilslutte sig den danske position, og mange lande ser fortsat anderledes på sagen.

– Men jeg noterer mig, at der trods alt er fremdrift. Det skaber grobund for optimisme, siger Jakob Engel-Schmidt.

/ritzau/

Andre læser også