Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
De nye oplysninger kommer ifølge regionen fra frivillige undersøgelser. De er blevet foretaget af den amerikanske kemivirksomhed FMC.
FMC købte Cheminova i 2014.
Undersøgelserne viser, at en forurening på det sydlige Rønland, som stammer fra 1970-1980’erne, har bredt sig til Nissum Bredning.
Den placering har Region Midtjylland ikke kendt til før.
Forureningen ligger i et område, hvor FMC – tidligere Cheminova – har haft pligt til at sørge for, at den ikke spreder sig til natur og vandmiljø.
Det er sket via såkaldte afværgetiltag. Man pumper forurenet grundvand op og renser det. Det sker for at forhindre spredning af forurening.
Men kravene om afværgetiltag har Miljøstyrelsen droppet.
Fra slutningen af december har Region Midtjylland derfor været ansvarlig for de gamle forureninger.
I regionens Udvalg for Regional Udvikling rynker formand Bent Graversen (V) brynene.
– Det er foruroligende, at netop som ansvaret er landet hos regionen, viser nye undersøgelser, at den mangeårige afværge ikke har fungeret.
– De gamle forureninger er altså stadig et stort problem. Vi er noget urolige for miljøet med den her nye viden, siger han.
Derfor har regionen skrevet til miljøminister Magnus Heunicke (S) og udtrykt bekymring.
Samtidig har regionen bestilt en uvildig vurdering af de nye fund. Med den håber de at blive klogere på, hvor giftige stofferne er, og hvor meget forurening der potentielt strømmer ud i Limfjorden.
Inden sommerferien skal der desuden tages nye vandprøver i Nissum Bredning.
I foråret sidste år stævnede regionen Miljøstyrelsen i sagen om, hvem der skal betale for håndteringen af forureningen på den gamle Cheminova-grund.
Men der kan gå år, før der falder en afgørelse.
Derfor er regionen og FMC ved at etablere en midlertidig samarbejdsaftale. Den falder muligvis på plads til sommer.
Der er tre generationsforureninger på Harboøre Tange. De stammer alle fra produktion af kemikalier i området.
Den ene er halvøen Rønland. De to andre er kemikaliedepotet ved Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund syd for Rønland.
Den største formodes at være Rønland. Her driver FMC stadig kemivirksomhed.
Ifølge Region Midtjylland vil det formentlig koste omkring en halv milliard kroner blot at få undersøgt omfanget af forurening på hele Rønland.
/ritzau/
Andre læser også