Det skriver PensionDanmark i en pressemeddelelse.
Peter Stensgaard Mørch indtræder i PensionDanmarks direktion 15. august. Men han skal først overtage posten som topchef efter et år.
Bestyrelsesformand i PensionDanmark og administrerende direktør i erhvervsorganisationen Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen kalder departementschefen for “et perfekt match” for pensionsselskabet.
– Peter Stensgaard Mørch er både en stor faglig, ledelsesmæssig og menneskelig kapacitet fra øverste hylde. Han brænder for at gøre en forskel – og evner som få med at lykkes, siger han i pressemeddelelsen.
Den nuværende administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, stopper 1. oktober efter 30 år på posten.
Herefter bliver det midlertidigt Claus Stampe, der i dag er investeringsdirektør i PensionDanmark, der skal stå i spidsen for selskabet.
Peter Stensgaard Mørch har siden 2019 været departementschef i Finansministeriet. Forinden har han haft en række andre højtplacerede stillinger i det offentlige.
Han har været kontorchef i Finansministeriet, afdelingschef og departementschef i Beskæftigelsesministeriet og øverste direktør i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune.
Når Peter Stensgaard Mørch træder ind i PensionDanmarks direktion, får han titlen som viceadministrerende direktør.
Det første år skal han bruge på en intensiv uddannelse inden for områder, der er vigtige for PensionDanmarks forretningsmodel.
Det skyldes blandt andet den såkaldte fit and proper-godkendelse, som direktører og bestyrelsesmedlemmer i finansielle virksomheder skal have af Finanstilsynet.
Det siger Lars Sandahl Sørensen til FinansWatch.
– Der er en række krav, som vi skal leve op til. Dem har Finanstilsynet stillet, og de krav er vi fuldstændig enige i, siger han til mediet.
En fit and proper-godkendelse skal sikre, at medlemmer af direktionen i finansielle virksomheder har den tilstrækkelige viden og erfaring, og at man kan “udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed”.
Det fremgår af Finanstilsynets vejledning til fit and proper-godkendelser.
PensionDanmark har mere end 815.000 medlemmer, hvoraf størstedelen er faglærte og ufaglærte. Der indbetales i omegnen af 15 milliarder årligt, og pensionsselskabets samlede formue er på cirka 310 milliarder kroner.
/ritzau/
Andre læser også