AVIZ

Frankrig vil sende lette kampvogne til Ukraine i de kommende uger

French President Emmanuel Macron meets with Ukraine''s President Volodymyr Zelenskiy, in Paris
French President Emmanuel Macron meets with Ukraine''s President Volodymyr Zelenskiy, in Paris (Christian Hartmann/Reuters)

Det har den franske præsident, Emmanuel Macron, offentliggjort i en fælles udtalelse med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i forbindelse med et møde mellem de to.

Der er tale om køretøjer af typen AMX-10RC, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det franske præsidentskab har også indikeret, at man fra den franske hovedstad, Paris, også har fokus rettet mod at styrke Ukraines luftforsvar.

Den ukrainske præsident ankom til Paris sent søndag og spiste herefter middag med Macron i Élyséepalæet, den franske præsidentbolig.

– Ukraine og Frankrig er enige om behovet for at styrke det kollektive pres på Rusland gennem yderligere sanktioner, der svækker Ruslands mulighed for at fortsætte dets ulovlige aggressionskrig, lyder det i udtalelsen ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Båndene til Europa bliver stærkere, og presset på Rusland styrkes, lyder det videre.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om “dusinvis” af armerede køretøjer og lette kampvogne.

Zelenskyj har denne weekend mødtes mere flere europæiske ledere og har besøgt både Berlin og Rom.

Her lancerede Tyskland sin hidtil største hjælpepakke til Ukraine. Her lovede landet yderligere militær støtte til over 20 milliarder kroner.

Det skal gå til blandt andet Leopard-kampvogne, pansrede køretøjer og luftforsvarssystemer.

Zelenskyj mødtes lørdag med Italiens premierminister, Giorgia Meloni, i Rom. Hun lovede fuld støtte til Ukraines krig mod Ruslands “brutale og uretfærdige aggression”.

– Vi satser på en ukrainsk sejr, sagde hun.

/ritzau/

Andre læser også