Det står klart, efter at der onsdag har været strafudmåling i sagen.
Det var på forhånd ventet, at Gendron ville få ovennævnte straf for masseskyderiet i et supermarked den 14. maj 2022.
Selve strafudmålingen forløb dog mere dramatisk end forventet.
En mand fra tilskuerrækkerne forsøgte undervejs at overfalde den 19-årige gerningsmand. Manden blev dog stoppet, inden han fik fat i Gendron, som blev ført ud af retslokalet. Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
Payton Gendron, der er hvid, skød og dræbte ti personer i supermarkedet Tops Friendly Market i Buffalo for ni måneder siden. Alle ofrene var sorte.
Han har tilstået, at drabene var racistisk motiveret.
Efter onsdagens strafudmåling står det klart, at Gendron, der var 18 år, da han gennemførte skyderiet, skal sidde fængslet resten af livet.
Der er ikke dødsstraf i delstaten New York, hvor Buffalo ligger, men han risikerer dødsstraf, hvis han senere dømmes under føderale anklager.
Tidligere var Gendron i retten blandt andet blevet kaldt “en kujonagtig racist” af en kvinde, der mistede sin 86-årige bedstemor under angrebet.
En anden kvinde mistede sin mand, der var sikkerhedsvagt ved det supermarked, hvor skyderiet fandt sted. Hun forklarede i retten, hvorfor hendes familie havde valgt at iklæde sig sort og rødt tøj.
– Rødt er for det blod, som han blødte for sin familie og sit samfund, sagde hun med henvisning til sin afdøde mand.
– Sort er, fordi vi stadig sørger, lød det videre.
Payton Gendron planlagde sit angreb i månedsvis og valgte bevidst Tops Friendly Market i Buffalo, fordi der er mange sorte i området.
Den 14. maj kørte han over 300 kilometer fra sit hjem i Conklin i delstaten New York. Hans formål var ifølge anklagere at dræbe så mange sorte som muligt.
/ritzau/
Andre læser også