AVIZ

Løkke åbner dansk ambassade hos Ruslands nabo Georgien

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen rejser til Georgien
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen rejser til Georgien (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

– Med åbningen af ambassaden sender Danmark et signal til Georgien om, at vi fuldt ud støtter deres uafhængighed.

– Samtidig viser vi, at vi fra dansk side vil hjælpe dem med de rette reformer, så de kan indfri deres drømme om at blive en integreret del af EU, siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.

Udenrigsministeren har på turen selskab af udenrigsordførere fra Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget samt en dansk erhvervsdelegation.

Åbningen af en dansk ambassade i Georgien er en konsekvens af aftalen om et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik, som et flertal i Folketinget indgik sidste år.

Her blev aftalepartierne enige om, at blandt andet dansk diplomati skulle styrkes med 110 millioner kroner over to år som følge af Ruslands invasion af Ukraine i februar sidste år.

Georgien er nabo til Rusland og arbejder på at blive medlem af både EU og Nato.

Lars Løkke Rasmussen skal under besøget blandt andet besøge Georgiens udenrigsminister, Ilia Darchiashvili, og landets premierminister, Irakli Garibasjvili.

Løkke tager også til den administrative grænse mellem Georgien og Sydossetien.

De to russisk-støttede udbryderrepublikker Abkhasien og Sydossetien har siden Ruslands invasion af Georgien i 2008 haft russiske soldater udstationeret. Rusland fastholder fortsat en kontrol over de to områder.

Grænsen mellem Georgien og udbryderrepublikkerne er i dag adskilt af administrative grænser.

– Familier, venner og hele landsbyer bliver adskilt af de administrative grænser i Georgien. Det viser tydeligt, at Rusland også her er til skade for befolkningen og civilsamfundet.

– Derfor er det vigtigt, at vi sammen med Georgien sender et signal til Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) om, at Rusland ikke får held til at destabilisere vores østlige nærområde, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Andre læser også