Loreen vandt konkurrencen skarpt forfulgt af Finlands bombastiske sang “Cha Cha Cha” fra rapperen Käärijä.
– Det er så overvældende. Det føles crazy, lyder det fra den dobbelte grandprixvinder.
– Jeg er så taknemlig for alle, der har stemt.
Loreen vandt også det internationale melodigrandprix i 2012 med nummeret “Euphoria”. Hun er den anden person i historien, der som sanger har vundet sangkonkurrencen to gange. Johnny Logan havde den hidtidige rekord.
– Jeg forstår det ikke for at være ærlig. Det eneste jeg føler lige nu, er kærlighed, lyder det fra Loreen.
Med sejren tangerer Sverige Irlands rekord som det land, der har vundet Eurovision flest sange.
Loreens sejr er kulminationen på den 67. udgave af Eurovision.
Prinsesse Catherine, der er svigerdatter af Storbritanniens monark, kong Charles, var en del af det store åbningsnummer, som sparkede finalen i gang.
Prinsesse Catherine akkompagnerede sidste års ukrainske vinder, Kalush Orchestra, på piano i et båndet klip, inden vinderen af årets Eurovision skulle findes.
37 håbefulde lande stillede op i Eurovision. Men der var kun plads til 26 nationer i finalen.
Den østrigske duo Teya & Salena skød showet i gang med hyldestsangen “Who the Hell is Edgar” til den amerikanske poet Edgar Allan Poe.
Som syvende sang på scenen var Cyperns vinderbud, “Break A Broken Heart”, som danske sangskrivere har været inde over. Det er det eneste danske strejf i årets finale.
Danmarks Eurovision-håb, Reiley, formåede ikke at vinde seernes hjerter med “Breaking My Heart”. Den færøskfødte TikTok-stjerne blev sendt hjem i semifinalen torsdag.
Ikke siden 2019 har Danmark kvalificeret sig til finalen. Men under årets finale kunne der dog spottes et blafrende Dannebrog foran scenen i Liverpool Arena i England.
Briterne lukkede ballet på hjemmebane. Årets Eurovision afholdes i den engelske storby Liverpool på vegne af Ukraine grundet Ruslands invasion.
Det er suverænt seerne, som har afgjort finalefeltet. Men de bestemte kun halvdelen i finalen, for her havde landenes respektive fagjuryer noget at skulle have sagt – igen.
European Broadcasting Union, der arrangerer Eurovision, droppede fagjuryerne i semifinalen. Blandt andet som konsekvens af uregelmæssigheder i stemmemønstrene for juryerne fra seks lande under sidste års Eurovision i den italienske storby Torino.
Fagjuryerne sendte i år suverænt Sverige til tops. Også den danske fagjury – præsenteret af DR-værten Tina Müller – sendte topkarakterer over til den anden side af Øresund. Sammen med seernes stemmer kunne Loreen sikre sig sejren.
– For bunden af mit hjerte: tak!, lyder det fra Loreen.
Danmark har vundet Eurovision tre gange: i 1963 med Grethe og Jørgen Ingmanns “Dansevise”, i 2000 med Brødrene Olsens “Smuk som et stjerneskud” og i 2013 med Emmelie de Forests “Only Teardrops”.
Selv om Danmark ikke har været i finalen siden 2019 har DR’s grandprixchef, Erik Struve Hansen, forsikret, at public service-stationen også næste år afholder Dansk Melodi Grand Prix, som giver adgang til Eurovision.
/ritzau/
Andre læser også