AVIZ

Ehlers er klar til at spille VM for Danmark

NHL: Winnipeg Jets at Los Angeles Kings
NHL: Winnipeg Jets at Los Angeles Kings (Gary A. Vasquez/Ritzau Scanpix)

Det bekræfter Danmarks Ishockey Union (DIU) over for TV 2 Sport og Ritzau.

Dermed er NHL-stjernen klar til Danmarks åbningskamp mod Ungarn, der begynder lørdag klokken 15.20.

– Jeg fik det at vide kvart over 12 (dansk tid, red.), så et kvarter før deadline. Jeg er klar, så jeg glæder mig bare til at komme på isen, siger Ehlers til TV 2 Sport.

Ehlers ankom allerede i sidste uge til den danske VM-lejr, men fik ikke lov til at gå på isen i de to afsluttende testkampe mod Letland og Slovenien.

Winnipeg Jets, hvor danskeren er på lønningslisten, forlangte, at en forsikring skulle være på plads, inden han kunne spille for landsholdet.

Det er der som sådan ikke noget usædvanligt i. Problemet var, at Ehlers kæmpede med en skade i de sidste uger af NHL-sæsonen.

Det gjorde det svært for IIHF (Det Internationale Ishockeyforbund) og DIU at finde et selskab, der var villig til at tilbyde en forsikring.

Så sent som lørdag formiddag var der fortsat ingen afklaring, men det nåede altså at gå i orden i 11. time, umiddelbart inden Danmarks Ishockey Union skulle indskrive spillere til den første VM-kamp.

Ehlers spiller sit fjerde A-VM, efter at han også var med i 2016, 2017 og sidste år. Han har foreløbig spillet 22 VM-kampe og lavet 17 point.

Ud over sin søn har landstræner Heinz Ehlers udpeget 21 spillere til kampen. Tre mand sidder over. Det drejer sig om målmand Mathias Seldrup, backen Jacob Gammelgaard og forwarden Matthias Asperup.

/ritzau/

Andre læser også