Det skete efter et israelsk luftangreb mod Islamisk Jihads stillinger i enklaven.
Der var samtidig nye uroligheder og voldelige sammenstød på Vestbredden.
To palæstinensere blev dræbt under den israelske aktion i udkanten af Nablus på den nordlige del af Vestbredden. Der blev meldt om flere skudvekslinger mellem militæret og bevæbnede palæstinensere.
Ifølge Israels Nationale Sikkerhedsrådgiver, Tzachi Hanegbi, har den militante palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad 6.000 raketter i dets arsenal.
– Det islamistiske Hamas har fire gange dette antal, siger den israelske sikkerhedsrådgiver.
Tidligere bombede israelske fly Islamisk Jihads kommandocentre og raketaffyrings-stillinger ved angreb før daggry.
Få timer efter disse angreb sendte militante i Gaza raketter mod israelere nær grænseområdet. Der var ingen rapporter om dræbte eller sårede israelere.
Egypten har uden held forsøgt at mægle for at få en våbenhvileaftale i stand. De voldsomme uroligheder og sammenstød har kostet 33 palæstinensere og en israeler livet.
Siden januar er over 140 palæstinensere og mindst 19 israelere og udlændinge blevet dræbt under sammenstød.
Hanegbi siger, at Israel for øjeblikket er mere optaget af at få nedkæmpet militante i Gaza end at få en våbenhvile på plads.
Islamisk Jihad, som er den største væbnede gruppe i Gaza efter det regerende Islamistiske Hamas, har under uroen affyret over 1000 raketter.
En kvinde blev dræbt torsdag, da en raket slog ned i en lejlighed i Tel Aviv.
Mindst fire kvinder og seks børn er døde på den intenst overbefolkede og fattige Gazastribe, som ligger ud til kysten, og som er blokeret af både Israel og Egypten.
/ritzau/Reuters
Andre læser også