Det skete som en del af en aktion mod ulovlig handel med den kritisk truede fisk.
27 personer er anholdt for at tage del i den ulovlige handel.
Det oplyser de franske myndigheder fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
De anholdte personer blev pågrebet i både Frankrig, Spanien, Polen og Belgien.
I forbindelse med anholdelserne er der også blevet konfiskeret 200.000 euro i kontanter.
Det franske politi er bekendt med, at fire ton ål siden år 2021 er blevet eksporteret ulovligt.
De anslår, at bagmænd har tjent 1.186.000 euro på det ulovlige salg over de seneste to år, skriver de franske myndigheder i en udtalelse.
Ålen er en meget populær spise i en række asiatiske lande. Asien er den største aftager af ål på det sorte marked.
Ifølge Europol bliver glasålene, som de unge ål kaldes, efter ankomsten til Asien bragt til ålefarme, hvorfra de udvoksede ål distribueres til hele verden.
Ifølge de franske myndigheder kan de unge ål nogle steder i Asien sælges for mere end 5000 euro per kilo. Det skriver Reuters.
Europol vurderede sidste år, at smugling og ulovlig handel med ål er en af de mest indbringende former for illegal handel med beskyttede dyrearter.
Udbyttet vurderes til at ligge på mere end 22 milliarder kroner i de år, hvor fortjenesten er størst.
Politienheden mistænker, at der hvert år smugles omkring 100 ton unge ål ud fra lande i EU.
Den europæiske ål er på den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN’s rødliste over truede dyre- og plantearter. Her er den klassificeret som “kritisk truet”.
Derfor er fiskeriet af den europæiske ål reguleret og underlagt strenge kvoter.
I Danmark er der nedlagt forbud mod at udøve rekreativt fiskeri efter ål i saltvand i hele 2023.
/ritzau/
Andre læser også