AVIZ

Tyskland er klar med gigantisk støttepakke til Ukraine

FILE PHOTO: Recruits of the Swiss army Tank School 21 perform an attack exercise with the Leopard 2 tank in Bure
FILE PHOTO: Recruits of the Swiss army Tank School 21 perform an attack exercise with the Leopard 2 tank in Bure (Denis Balibouse/Reuters)

Pakken omfatter militært udstyr til en værdi af 2,7 milliarder euro – mere end 20 milliarder kroner.

Det skriver nyhedsmagasinet Der Spiegel lørdag.

Støttepakken omfatter ifølge magasinet blandt andet 20 Marder- infanterikampkøretøjer, 30 Leopard 1-kampvogne og 15 antiluftskyts-kampvogne af mærket Gepard.

Desuden er der i pakken 200 droner til rekognosceringer, fire antiluftskyts-systemer af mærket Iris-T med ammunition samt yderligere artilleriammunition og flere end 200 pansrede køretøjer til kamp og logistik.

Det tyske nyhedsbureau dpa skrev lørdag formiddag, at den militære våbenpakke er blevet vedtaget i Forbundsdagen i Berlin.

Det sker forud for et muligt besøg i Berlin af den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj. Han skal lørdag besøge Rom.

I det tyske forsvarsministerium afviser en officiel talsmand lørdag over for nyhedsbureauet Reuters at kommentere rapporten i Der Spiegel.

Ukraine har presset på over for landets allierede for at få langtrækkende våben, kampfly og ammunition, inden det indleder en varslet modoffensiv mod de russiske styrker.

Tyskland var i begyndelsen tilbageholdende med at sende tunge våben til Ukraine, fordi den tyske regering frygtede en stadigt mere eskalerende krig.

Men i januar gik Tyskland med til at sende ukrainerne Leopard-kampvogne.

Tyskland meddelte fredag, at landet vil købe 18 Leopard 2-kampvogne for 525 millioner euro (over 3,9 milliard kroner).

De skal erstatte kampvogne, som tidligere er sendt til Ukraine. Det oplyste forsvarskilder i Berlin til Reuters.

Den samlede pris for kampvognene, som også indebærer en option for at købe yderligere 105 kampvogne, er på omkring 2,9 milliarder euro (21,6 milliarder kroner).

Der er i alt blevet produceret omkring 3500 Leopard-kampvogne.

/ritzau/

Andre læser også