AVIZ

Fredag ophæves Danmarks grænsekontrol mod Sverige

M†RKEDAGE Justitsminister Peter Hummelgaard (S) fylder 40 år tirsdag den 17. januar 2023.
M†RKEDAGE Justitsminister Peter Hummelgaard (S) fylder 40 år tirsdag den 17. januar 2023. (Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix)

Og det er glædeligt, fortæller justitsminister Peter Hummelgaard (S) om omlægningen af den danske grænsekontrol, som træder i kraft fredag klokken 00.01.

– Det er en god idé, fordi vi skal bruge de politiressourcer på blandt andet den stadigt voldsomme uro med organiseret kriminalitet i Hovedstadsområdet, siger han.

I april meddelte regeringen EU-Kommissionen, at den ville omlægge den danske grænsekontrol. En fortsat grænsekontrol skal hvert halve år begrundes over for EU-Kommissionen med et trusselsbillede.

Og trusselsbilledet mod Sverige har ændret sig, siger justitsministeren.

– Vi kan se, at trusselsbilledet ikke er lige så stort eller det samme ved den dansk-svenske grænse, som det har været tidligere.

– De seneste fem måneder har vi i Danmark oplevet alt for mange knivoverfald, hvor en hel del af dem faktisk er banderelaterede. Derfor er ressourcerne bedre brugt i Hovedstadsområdet end ved den svenske grænse, siger ministeren.

I omlægningen indgår også en lempelse af grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse, fortæller Peter Hummelgaard.

– Alle de lande, der har genindført deres grænsekontroller inden for EU, har gjort det mod deres sydlige grænser. Alt det, fordi migrationspresset kommer sydfra, siger han.

– Så der kommer til at være en glidende overgang nede på den tyske grænse. Det tager lidt større hensyn til de pendlere, der hver dag rejser mellem Danmark og Tyskland og går på arbejde, siger han.

Det betyder, at politiet skal kontrollere færre indrejsende fra Tyskland mod Danmark.

– Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan blive stoppet. Og det er heller ikke sådan, at der bliver fjernet et vejbump eller noget. Men der sker en ændring i tilrettelæggelsen af indsatsen, siger Peter Hummelgaard.

Blandt andet vil man som en del af omlægningen kunne se droner ved den tyske grænse.

– Det er planen, at droner skal bruges som supplement til de fysiske folk, der står på grænsen, ligesom vi også vil iværksætte nummerpladegenkendelse og kriminalitetsbekæmpende indsatser lige bag grænseovergangen, siger han.

For der er stadig behov for grænsekontrol mod Tyskland, siger Hummelgaard. Den skal bare omlægges og i stedet bero på politifaglige vurderinger.

– Men vi melder selvfølgelig ikke ud på forhånd, hvor stikprøverne vil være. Det er ikke alle steder ved den tyske grænse, at kontrollen vil opleves som mindre, siger han.

Den nye grænsekontrol mod Tyskland løber midlertidigt frem til 11. november.

/ritzau/

Andre læser også