Det står klart, efter at østjyderne torsdag spillede 1-1 hos Sønderjyske, som dermed mistede et markant skridt i sin jagt på at overhale Hvidovre og tage den anden oprykningsplads.
Vejle ville sikre oprykning med mindst uafgjort, men lå længe til sejr efter et mål af offensivspilleren Arbnor Mucolli i en tæt, intens og chancefattig kamp til stor jubel for 1400 medrejsende fans i Haderslev.
Emil Frederiksen udlignede først til slutresultatet dybt inde i overtiden.
Vejle har med tre spillerunder igen 60 point mod Sønderjyskes 49 point på tredjepladsen. Hvidovre har 52 point for en kamp færre inden sit besøg hos Helsingør fredag.
Ivan Prelecs tropper fra Vejle vandt de første syv kampe i denne sæson og har dermed lignet en oprykker det meste af vejen, omend der kom en smule mere grus i maskineriet undervejs.
Torsdag kløede Sønderjyske på fra start, men mod den stærke og solide Vejle-defensiv havde værterne svært ved at skabe åbne chancer.
Vejle-keeper Nathan Trott greb stærkt ind et par gange, da der var optræk til noget farligt, men generelt var kampen længe jævnbyrdig og låst.
Hjemmeholdet var som kampen skred frem tvunget frem, og efter 65 minutter gav det plads til en Vejle-kontra, som kreative Arbnor Mucolli med stor kølighed omsatte til 1-0 i duel med Sønderjyske-målmand Nicolai Flø.
Vejle fik et par halve muligheder for at lukke opgøret, inden holdet efter 82 minutter blev reduceret til ti spillere, da den bulgarske forsvarsspiller Stefan Velkov fik sit andet gule kort.
Herefter skiftede Vejle gear til ren overlevelse, men selv om Sønderjyske hældte mange bolde i feltet blev der skabt for lidt til, at værterne for alvor gjorde sig fortjent til en sejr.
Efter 96 minutter flugtede Emil Frederiksen meget flot kuglen ind på Trott, men det var for lidt og for sent.
Vejle fuldførte sin mission, mens Sønderjyske i den grad har kniven for struben.
Efter 14 år i streg i Superligaen rykkede Sønderjyske sidste sommer ned i 1. division, og efter en haltende start lå holdet i denne sæson blot nummer fem efter 16 runder, hvilket kostede Henrik Hansen jobbet som cheftræner.
Pointsnittet er siden blev bedre under den nye cheftræner, Thomas Nørgaard, men sønderjyderne skal givetvis have alle tre point i udekampen mod Hvidovre næste torsdag for at holde sig i live i forhold til oprykning.
/ritzau/
Andre læser også