AVIZ

Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon vil gå

Britain Scotland Sturgeon
Britain Scotland Sturgeon (Jane Barlow/Ritzau Scanpix)

– Jeg forlader ikke politik, understreger hun.

Hun siger, at partiet nu må tilrettelægge et valg af en ny leder, og at hun ikke selv ønsker at pege på nogen bestemt. Hun vil selv fortsætte sin kamp for et uafhængigt Skotland.

Nicola Sturgeon sagde i sin tale, at det havde haft store omkostninger for hendes familie og for hende selv at sidde på topposten, som hun nu snart forlader.

Sturgeon hasteindkaldte lidt før middag dansk tid til et pressemøde i førsteministerens officielle residens i Bute House i Edinburgh.

Den 52-årige Sturgeon har været førsteminister siden 2014, hvilket er den længste periode, nogen har siddet på posten.

Hun siger, at hendes beslutning ikke er knyttet til nylige sager om kritik af hendes rolle i den skotske bevægelse for uafhængighed, som nogle finder for passiv, og diskussioner om transkønnedes rettigheder.

Sturgeon har kæmpet for en ny folkeafstemning om Skotlands uafhængighed i oktober i år, men det er blevet blokeret af parlamentet i London.

– Jeg mener, at jeg har bragt Skotland nærmere uafhængighed, siger hun.

Skotland holdt i 2014 en folkeafstemning om løsrivelse fra Storbritannien. Et flertal på 55 procent mod 45 procent sagde ja til fortsat at være en del af Storbritannien.

Kort efter besluttede den daværende konservative regering i London at udskrive en folkeafstemning om fortsat medlemskab af EU, og der blev holdt en britisk folkeafstemning om brexit i juni 2016.

Det blev nej til fortsat britiske medlemskab af EU, men i Skotland var der et meget stort flertal for at blive i EU.

Nicola Sturgeon mener, at forudsætningen ved folkeafstemningen i Skotland i 2014 var forsat britisk deltagelse i EU. Denne har ændret sig efter brexit, og hendes parti kræver derfor en ny folkeafstemning om uafhængighed.

Den britiske regering insisterer på, at en folkeafstemning om skotsk uafhængighed kun kan finde sted en gang i en generation.

/ritzau/Reuters

Andre læser også