Det meddeler ministeren, Merrick Garland, onsdag ifølge Reuters.
Sidste år rettede USA sanktioner mod flere russiske rigmænd, de såkaldte oligarker. Blandt dem er Konstantin Malofejev, hvis midler nu gives til Ukraine.
USA sigtede ham sidste år for at have brudt de sanktioner, der er indført mod Rusland efter invasionen af Ukraine i februar 2022.
På det tidspunkt meddelte Garland, at USA havde indefrosset millioner af dollar fra Malofejev.
Pengene kom “fra en konto i et amerikansk pengeinstitut, der kunne spores til Malofejevs brud på sanktioner”, sagde Garland sidste år.
USA beskylder den russiske oligark for at have ydet økonomisk støtte til russere, der fremmer separatisme på Krim-halvøen. Rusland annekterede Krim i 2014.
– Dette er USA’s første overførsel af bortfaldne russiske midler til genopbygningen af Ukraine. Det bliver ikke den sidste, siger Garland i en meddelelse.
Den 48-årige Konstantin Malofejev er stifter af tv-stationen Tsargrad, der støtter den russiske præsident, Vladimir Putin, og den russisk ortodokse kirke.
Han har siden 2014 været underlagt sanktioner fra EU, USA og Canada.
I 2017 efterlyste Ukraine ham internationalt på grund af anklager om, at han har etableret og finansieret ulovlige paramilitære grupper.
I april sortlistede det amerikanske finansministerium omkring 40 individerer og selskaber, som Malofejev stod i spidsen for, og som USA mente blev brugt til at omgå sanktioner.
Han har tjent sin formue gennem en lang karriere i russiske investeringsbanker.
Ordet oligark er i en russisk sammenhæng i stigende grad blevet synonym med stort set alle russiske milliardærer.
Ordet beskriver dog også en bestemt type stenrige forretningsmænd, der i 1990’erne tjente deres penge på billige opkøb efter Sovjetunionens kollaps.
/ritzau/Reuters
Andre læser også