AVIZ

FN: Antal fordrevne i Sudan er fordoblet på en uge

People flee clashes between the paramilitary Rapid Support Forces and the army in Khartoum
People flee clashes between the paramilitary Rapid Support Forces and the army in Khartoum (El Tayeb Siddig/Reuters)

På en uge er antallet af fordrevne i Sudan steget til det dobbelte.

Over 700.000 mennesker er nu sendt på flugt fra kampe i det afrikanske land, siden konflikten brød ud den 15. april.

– Sidste tirsdag var tallet 340.000, siger en talsmand for FN’s organisation for migration, IOM.

De 700.000 mennesker fra IOM’s opgørelse er sendt på flugt fra deres hjem, men er stadig inden for Sudans grænser.

Dertil kommer de mange, der er flygtet til et af nabolandene.

FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, meddelte mandag, at omkring 150.000 er flygtet til et naboland.

De, der er blevet tilbage i krigszonerne, melder om mangel på vand, mad, medicin og strøm.

Tirsdag melder medier i Sudan om blodige kampe i byen Kosti, der er den sidste store by på den vej, der går fra Khartoum til Sydsudan.

Kampene mellem regeringshæren og den paramilitære gruppe RSF har foreløbig kostet hundredvis af mennesker livet.

Denne konflikt har været centreret omkring Sudans hovedstad, Khartoum. Men også i den vestlige Darfur-provins har der været voldsomme kampe.

Der er desuden fornyet bekymring for, at der kan opstå uroligheder også i andre dele af landet.

I syd har sammenstød mellem etniske grupper kostet mindst 16 mennesker livet.

Og i øst – der indtil videre ikke har været påvirket af den igangværende konflikt – har en magtfuld gruppe demonstreret til fordel for landets hær. Under demonstrationen lød der opfordringer til hæren om at dele våben ud til folk.

– Én hær, ét land, råbte de hundredvis af demonstranter fra den etniske beja-befolkning.

– Nej til forhandlinger, lød et andet slagord.

Det er en henvisning til de forhandlinger, der finder sted på den anden side af Det Røde Hav i den saudiarabiske by Jeddah.

Forhandlingerne har endnu ikke ført til våbenhvile eller andre aftaler.

/ritzau/AFP

Andre læser også