AVIZ

Troels Lund giver ny status på Ellemann: Han har det bedre

FV22: Regeringsforhandlingerne fortsætter i Statsministeriet
FV22: Regeringsforhandlingerne fortsætter i Statsministeriet (Emil Helms/Ritzau Scanpix)

Efter sidste uges melding om, at der skal investeres milliarder af kroner i Forsvaret for at lappe huller, rakte Venstres sygemeldte formand, Jakob Ellemann-Jensen, ud til fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Det fortæller Troels Lund Poulsen til Børsen efter et møde med Venstres medlemmer i Bording i Midtjylland.

– Det er jo ikke sådan, at Jakob er i en nedadgående kurve. Han har det bedre, siger han til avisen.

– Jeg har ikke afhørt Jakob om, hvad han følger med i, men det fyldte jo alligevel lidt, at der var et hul i kassen på 38 milliarder kroner.

Videre lyder det fra Troels Lund Poulsen, der sammen med næstformand Stephanie Lose vikarierer som formand for Venstre, at “vi har snakket med ham undervejs”.

Senest, der kom en melding fra Venstre-toppen om Jakob Ellemann-Jensen, var for godt en måned siden inden et møde med Venstres medlemmer i Sorø.

Her lød det fra Stephanie Lose, at “det går fremad med Jakob, og han har det meget, meget bedre”.

Jakob Ellemann-Jensen har været sygemeldt med stress siden 6. februar. Ugen inden havde han fået et ildebefindende.

9. marts skrev han i et opslag på Facebook, at det gik fremad, og han forventede at vende tilbage på Christiansborg.

Over for Børsen afviser Troels Lund Poulsen al snak om at sætte en deadline for en beslutning om Venstres formandskab.

Indtil sin sygemelding var Jakob Ellemann-Jensen forsvarsminister. Den post varetager Troels Lund Poulsen nu, mens Stephanie Lose vikarer for Troels Lund Poulsen som fungerende økonomiminister.

Hun er dermed på orlov fra sit normale hverv som formand for regionsrådet i Region Syddanmark.

/ritzau/

Andre læser også